Fra kronisk hovedpine til smertefri

- Artikel i Foreningen af Kroniske Smertepatienters (FAKS) medlemsblad, marts 2020.

Jeg deler min smertehistorie for at inspirere, bringe håb og udfordre den måde, vi som samfund tænker om kroniske smerter: at det er noget, der skulle vare resten af livet; at man ikke kan helbredes fra kroniske smerter. Dette er ikke sandt. Jeg er gået fra at ligge invaliderende syg med hovedpine og smerter i nakke og skuldre hver dag i to år til at blive smertefri og leve det liv, jeg ønsker, med et stort velbefindende i krop, sind og ånd. Hvis jeg kan slippe kroniske smerter – smerter, som jeg af lægen fik af vide, at jeg ville have resten af mit liv – kan du måske også.

Jeg fortæller min historie, fordi det var, hvad jeg havde brug for at høre dengang, jeg var syg. Jeg havde brug for at høre om én, der rent faktisk var blevet rask. Én der kunne give mig inspiration og håb. Jo mere jeg snakkede med læger, jo mere mistede jeg håbet om at få det bedre, og det var for mig ensbetydende med, at jeg mistede håbet om at kunne leve. Jeg havde kraftige smerter hver dag i to år, og de blev værre ved den mindste aktivitet. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker, og jeg kunne til sidst ikke holde mit eget selvskab ud. Jeg fik det værre af at læse og se fjernsyn. Jeg kunne af og til høre lydbøger, men oftest kunne jeg bare ligge i min seng med lukkede øjne og med fuldstændig ro omkring mig. Når du ikke kan distrahere sindet med nogen form for ydre stimulering, så er der kun lidelsen og smerten.

Har du nogensinde oplevet at ligge lammet i fysisk smerte og føle, at ALT, hvad du har identificeret dig med, er blevet taget fra dig, fordi du ikke længere kan andet end at ligge i din seng med konstante smerter? Hvis du har oplevet det, så vil du vide, hvilke dybe og angstfyldte spørgsmål, der uundgåeligt vælder frem. Når du mister dig selv, oplever du, at hele dit sind kredser om smerten, sorgen og om tanken, “hvem er jeg? Hvem er jeg egentlig, når jeg ikke længere kan handle, som jeg plejer, når jeg ikke længere er mig?”

Det er nu snart ti år siden, jeg fik hovedpine. Hen over en måned gik jeg fra aldrig at have hovedpine til at have smerter konstant. Det var i 2010, jeg var 25 år og læste på sidste år af min uddannelse på Københavns Universitet. Jeg havde i lang tid haft smerter i højre skulder og problemer med seneskedehindebetændelse i højre håndled. Begge problemer kom af at sidde bøjet over bøger og computer i mange år, og jeg besluttede at gå til en fysioterapeut for at få hjælp. Fysioterapeuten gav mig bl.a. en øvelse til nakken, hvor jeg skulle stå op af en væg og presse hagen tilbage, og derudover tog han under et af de første besøg manuelt mit hoved og pressede det hårdt tilbage for at rette min nakke ud. Det var i denne periode, jeg begyndte at få hovedpine. I starten kom det hver gang, jeg havde været ude at løbe, hvilket jeg på det tidspunkt gjorde tre-fire gange om ugen. Først troede jeg, at det var, fordi jeg ikke havde drukket nok vand, men efterhånden fik jeg også smerter, når jeg lavede andet fysisk anstrengende, og indenfor en månedstid havde jeg bare ondt i hoved, nakke, skuldre og ud i højre arm hele tiden.

I et halvt år kunne jeg stort set ikke bruge højre arm. Min højre skulder og højre side af nakken var hævet, og i to år kunne jeg ikke ligge på den side. I dag forstår jeg, hvorfor jeg fik hovedpine. Jeg forstår, at dårlige arbejdsstillinger sammen med stress fra flere års præstationspres havde efterladt mine muskler i en ufleksibel tilstand af anspændthed, og at fysioterapeutens og min egen hårde behandling af min anspændte nakke bevirkede en slags whiplash-effekt. Manipuleringen af mine anspændte muskler efterlod dem i en slags forstuvelse og chok. Men alt dette føles ikke som den eneste og dybeste forklaring på, hvorfor jeg fik hovedpine.

To år med konstante smerter tvang mig til at se og opleve de mest angstfyldte dybder i livet - og det har efterfølgende betydet de mest fantastiske erkendelser af, hvem jeg er, og hvad livet er. Erkendelser, som jeg aldrig ville være foruden. Jeg kender lidelse i de fleste afskygninger af ordet. Jeg kender smerte, fortvivlelse, depression, frustration, angst, sorg, håbløshed, magtesløshed, ensomhed, vrede, selvmedlidenhed, skyld, skam. Uden dengang at vide, at det var det, der skete, brugte jeg to år på virkelig at lære disse tilstande at kende. Al min lidelse grundede i frygt. Frygt i mange afskygninger – særligt frygt for at smerten ikke ville gå væk, at jeg skulle have det sådan resten af mit liv.

Det er nu snart otte år siden, at jeg lå lammet i smerte og frygt. Siden da har mit liv udvidet sig i det uendelige. Lige så dyb og angstfuld smerten og lidelsen var, lige så stor og ubegrænset kan jeg nu opleve lykken, kærligheden og tilliden til livet. Jeg skulle mærke den dybeste frygt for at kunne opleve den dybeste kærlighed og taknemmelighed. Dette er gaven i lidelsen. Den mest fantastiske gave jeg nogensinde har modtaget. Det tog mig lang tid at indse, at jeg havde fået en gave, fordi jeg anså indpakningen som forfærdelig ulidelig og ikke ville røre ved den. Så længe jeg var bange for indpakningspapiret – smerten – var det umuligt at pakke gaven op og frigøre indholdet fra indpakningen. Det var umuligt at slippe smerten.

Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg pludselig havde konstant hovedpine. Da jeg endelig gik til min læge, sagde hun som det første ”Jeg er ti minutter bagud, så du har kun fem minutter”. På de fem minutter, nåede jeg lige at fortælle, at jeg havde konstant hovedpine. Hun responderede med at snakke om hjernesvulster, og at jeg skulle have foretaget blodprøver, hvorefter jeg var ude af døren igen. Jeg blev bange, jeg blev meget bange. Min far var som ung blevet opereret for en hjernesvulst og havde fået af vide, at der var 50% chance for, at han ikke ville overleve operationen. Kunne hjernesvulster være arvelige?

Jeg begyndte at google mine symptomer, og blev bare mere bange over alt, hvad jeg læste. At have konstante smerter betyder, at man mister kontrollen over sit liv. Dette kontroltab er det mest angstprovokerende, jeg nogensinde har oplevet, og det er nærmest umuligt ikke på sigt at føle frygten for, at der er noget alvorligt og livstruende galt med én. Sundhedssystemets lange ventetider og travle læger, der ikke altid tænker, inden de taler, fodrer denne frygt. Så længe man ikke har fået konkret svar på, hvorfor smerten er der, kan sindet ikke lade dig slappe af, for hvad nu hvis du er livstruende syg? Smerte er et signal om, at der er noget galt, hvorfor vores sympatiske nervesystem aktiveres, og vores muskler spænder op til kamp eller flugt. Frygten for at være alvorlig syg fodrer denne mekanisme, og mine i forvejen spændte muskler spændte endnu mere op og forårsagede endnu mere smerte. Smertens onde cirkel af smerte-stress-smerter var sat i gang, og den blev først brudt, da jeg kort fortalt begyndte at lære, hvordan jeg kunne aktivere mit parasympatiske nervesystem, som er den del af nervesystemet, der heler og regenererer kroppen samt sender signaler om velbefindende, glæde og ro, i stedet for det sympatiske nervesystems signaler om smerte, frygt og anspændthed.

Der gik to år før jeg fandt en måde at kunne begynde at bryde smerten på, og i flere år herefter hæmmede frygten mig. Frygten for at smerten kunne vende tilbage. Det har taget mig mange år at finde opskriften på at sætte smerten – og mig selv – helt fri, men denne rejse behøver ikke at tage flere år. Nu har jeg gået vejen. Jeg ved, hvad der skal til, og i dag hjælper jeg andre med at gå samme vej fra smerte til frihed, men på meget kortere tid, end jeg selv har brugt.

Da jeg havde været syg i to år, skete der en række ting i mit liv, der fik mig til at anskue sygdom og lidelse i et andet perspektiv, end det jeg havde fået præsenteret af lægerne og af samfundet generelt. En verden åbnede sig for mig, hvor kroniske sygdomme ikke var ensbetydende med lidelse for livet. At fuldstændig helbredelse kunne være mulig. Dette perspektivskifte tog mig på en rejse ind i mig selv og ind i helbredelsens verden, og jeg har siden været helt opslugt af at forske i naturlige veje til sundhed, velbefindende og glæde. Ikke kun veje til at behandle på symptomplan, men veje til at helbrede på årsagsplan. Ikke veje, der indbefatter medicin med bivirkninger, men derimod veje, som hæver menneskets generelle sundhedsniveau og medfører et større velbefindende i krop, sind og ånd. Jeg skriver ’krop, sind og ånd’, da det er det hele menneske, der skal i fokus, ikke kun menneskets enkeltdele. Denne perspektivændring er, ifølge min erfaring, essentiel for enhver helbredelse.

I det etablerede sundhedssystem blev jeg mødt med lange ventetider, smertefulde undersøgelser, og fortravlede læger, der ikke havde tid til rigtigt at se og høre mig. De tænkte i kassesystemer og forsøgte at proppe mig ned i forskellige diagnosebokse, som jeg ikke passede fuldstændig ind i. I takt med at hjernesvulster og andre fysiske lidelser blev udelukket, oplevede jeg, at de lavede forhastede konklusioner om, at jeg nok bare var stresset og deprimeret. ”Gå hjem og smil til verden”, var der en læge, der sagde til mig, men hvordan kan man smile til verden, når hele ens liv er reduceret til smerte, og det ligefrem forøger hovedpinen at bruge de muskler, der kræves for at kunne smile? Alle, der har haft smerter i lang nok tid, vil ende i stress og depression. Det er næsten uundgåeligt, så derfor giver det ingen mening, når læger begynder at skille krop og sind ad og tænke i enten fysiske eller psykiske sygdomme. Krop og sind hænger sammen i ét uadskilleligt hele, og vil påvirke hinanden i et tæt vekselvirkningsforhold. Helbredelse af kroniske smertetilstande – ja, af enhver kronisk sygdom – kræver en holistisk tilgang: Det er det hele menneske, der skal kigges på, og det er hele den enkeltes liv, der skal tages højde for.

Da jeg endelig efter halvandet år med smerter fik min ’dom’ af eksperterne fra Dansk Hovedpinecenter på Glostrup hospital, hed den: ”Du har kronisk spændingshovedpine, og du vil have smerter resten af dit liv”. Jeg havde længtes efter at få en diagnose og en prognose så længe, og da jeg så fik den, slog den mig helt ud: ”Du vil have smerter resten af dit liv”! I dag ved jeg, at læger ikke ved alt om helbredelse, og når de siger, at du er kronisk syg og vil være syg resten af dit liv, så betyder det jo bare, at de ikke ved, hvordan de skal helbrede dig. Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan blive helbredt.

Det var først, da jeg trådte ud af det etablerede sundhedssystem, at jeg begyndte at få det bedre, for hvordan kan læger, der ser mig som syg for livet, kunne helbrede mig? Det kan de ikke, for den mulighed findes ikke i deres verden, og så længe jeg går til dem for at søge hjælp, tror jeg på, at de ved bedst, og dermed at de har ret i deres diagnose og prognose. Men læger kan tage fejl: I dag er jeg smertefri, og jeg har været det i flere år. Vigtigst er, at min historie ikke er en mirakelhistorie. Den er reproducerbar, og jeg har over de sidste år set andre gå fra kroniske smerter til at blive smertefrie, så måske kan du også gå vejen til at blive smertefri.

Der findes mange alternative behandlingsformer og -teknikker, og jeg har afprøvet en stor del af dem. Jeg har fået hjælp af mange mennesker, der hver især havde en del af nøglen til min helbredelsesrejse, men vigtigst af alt, så skete skiftet, da jeg indså, at helbredelse er mulig, og at jeg måtte helbrede mig selv.

Vejen til helbredelse er individuel, men jeg kan genkende nogle træk i forløbet hos dem, der rent faktisk bliver helbredt. Første skridt er at finde ud af, om du rent faktisk tror på, at helbredelse er mulig. Tør du tro på muligheden for helbredelse? Når man har været syg længe nok, så er skuffelserne så mange og store, at det efterhånden føles mere trygt ikke at tro på, at helbredelse kan være mulig. Skepsis er en måde vores system passer på os. Hvis man ikke tror på helbredelse, så kan man heller ikke blive skuffet. Når jeg taler med mennesker om, hvorvidt de tror på, at helbredelse er mulig, så bliver de ofte først frustrerede og stressede over spørgsmålet, og bagefter fyldes de af en kæmpe sorg. Sorgen over alle de gange de har håbet, og er blevet skuffet. Alle skuffelserne har lukket dem i over for muligheden. At mærke denne sorg er et tegn på, at de begynder at åbne den dør, bag hvilken håbet er, som de over tiden har lukket i. Så tør du mærke den frustration, frygt og sorg, der er forbundet med håbet? Min helbredelsesproces startede først, da jeg begyndte at turde tro og håbe igen.